Kategorierne er det sidste der oprettes, inden artiklerne kan skrives. Der oprettes kategorier til hver sektion. Selvom to sektioner skal bruge samme kategorier, kan de ikke genbruges. Og alligevel! Du kan markere kategorien i kategorilistevisningen, og vælge ikonet Kopier øverst til højre.
Derefter vælges at kategorien skal tilhøre en anden sektion. På den måde skal du ikke starte helt forfra.
Kategorier kan skifte sektion senere, men du skal være opmærksom på de SEO-”advarsler” jeg kom med i artiklen om Sektioner

- Login på dit websteds back-end
- Vælg menuen Indhold, Kategorier
Titel: vises i titellinjen, hvis du laver et menupunkt der åbner Kategorilistelayout, ellers har det ingen betydning.
Alias: består af små bogstaver, uden æøå, og med bindestreger hvis der er flere ord, og udfyldes automatisk hvis du ikke gør det. Alias bliver vist i adresselinjen, det er ”filnavnet” efter domænet, eller undermappen. Hvis du har lavet et menupunkt der henviser til Sektionslistelayout, kan du på den side der vises i Front-end, se en liste over de kategorier der er i sektionen. Når en af de kategorier aktiveres, vises en liste med artikler i den kategori. Samtidig vises Titlen i titellinjen, og Alias vises i adresselinjen.
Længde af titel og alias til sektioner og kategorier
Man kan diskutere om der skal være ekstra Google-juice i både Titel og Alias når det er sektioner og kategorier, men husk på, at det er lister med links til andre sider. Det er ikke reelt indhold, så derfor bør titel og adresse egentlig ikke prøve at fortælle siden indeholder noget der ikke er der!
Alligevel vil jeg godt lave en titel der er beskrivende, mens Alias vil jeg holde kort, så det virker som en enkel kategoriopbygning, når artiklen vises:
Domæne.dk/opskrifter/forretter/braendende-kaerlighed.html
og er bedre end :
Domæne.dk/danmarks-bedste-opskrifter/verdens-bedste-forretter/ braendende-kaerlighed.html
Publiceret: Ved nej kan kategorien ikke ses af nogen, ved Ja kan den ses af det valgte Adgangsniveau.
Sektion: her vælges hvilken sektion kategorien skal tilhøre.
Kategorirækkefølge: her vælger du i hvilken rækkefølge kategorierne skal vises. Rækkefølgen kan ændres her, eller i kategorilistevisningen: enten ved pilene, eller ved at skrive et tal for ønsket placering, og klikke på ikonet af disketten til højre for overskriften Sortering.
Adgangsniveau:
- Offentlig: Kategorien kan ses af alle.
- Registreret: Det er kun Offentlig der ikke kan se kategorien
- Speciel: Alle undtagen Offentlig og Registreret kan se kategorien
Billede: vises i Kategorilistelayout hvis du vælger det i menuen der henviser til sektionen. Eller hvis du kommer fra Sektionslistelayout og går videre til Kategorilistelayout arver Kategorilisten egenskaberne fra Sektionslistevisningen. Billeder skal først uploades til webstedet, i mappen images/stories.
Billedposition: skal billedet være til venstre, centreret eller til højre.
Beskrivelse: Her kan du skrive en tekst til kategorien, der vises hvis du laver et menupunkt der henviser til kategorien (Kategorilistelayout) eller hvis kategorilisten vises fra Sektionslistelayout
- Udfyld som ønsket
- Klik på ikonet Gem øverst til højre
- Opret et passende antal kategorier til hver sektion, efter behov
Skriv et svar